Selvom der har været forskellige signaler angående kaffes helbredsrisiko, er der nu godt nyt til de kaffetørstige. Op til seks kopper kaffe om dagen over længere tid, øger ikke sandsynligheden for at dø tidligt. Tværtimod ser det ud til at kaffe - specielt for kvinder - nedsætter risikoen for at dø af hjertekar-sygdomme, viser et nyt studie.
Undersøgelsen sammenlignede koffeinfri kaffe og almindelig kaffe, og de spanske forskere med Esther Lopez-Garcia, Universidad Autónoma de Madrid i spidsen, fulgte 84.214 kvinder fra 1980-2004 og 41.736 mænd fra 1986-2004.
Forsøgspersonerne udfyldte spørgeskemaer omkring deres sygdomshistorie, samt kaffe-, ryge- og kost vaner. Første spørgeskema blev udleveret i 1980 for kvinder og 1986 for mænd og derefter hvert 2. til 4. år frem til år 2004. Forskerne tog derefter hensyn til alder og rygning, samt andre faktorer, der har indflydelse på hjertekarsygdomme og udviklingen af cancer. Forekomsten af dødsfald kunne nu matches med kaffevanerne.
Forskerne fandt frem til, at kvinder der drak to til tre kopper koffeinholdig kaffe om dagen havde 25% lavere risiko for at dø af hjertekar-sygdomme og 18 % lavere risiko for at dø af andet end kræft og hjertekar-sygdomme.
Mænd, der drak to til tre kopper kaffe havde ikke lavere risiko. Blandt dem der drak koffeinfri kaffe, var der lidt færre dødsfald samlet set.
Forskerne konkluderede at der ikke var nogen højere dødsrisiko ved at drikke op til seks kopper kaffe dagligt, og at der skulle yderligere undersøgelser til for at bekræfte at kaffe havde en beskyttende effekt mod hjertekar-sygdomme.
Log ind
Profilmenu