Verdens største lægemiddelfirma Pfizer har i et halvt års tid været i modvind med en rygestoppille, der i Danmark markedsføres under navnet Champix. Over hele verden rapporteres der om bivirkninger såsom selvmordstanker, selvmordsforsøg, mistet bevisthed og hjerteproblemer.
I USA har de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) fået 988 indberetninger om alvorlige bivirkninger i 4. kvartal af 2007, mod normalt fem indberetninger. Det har nu fået det armerikanske luftfartsvæsen (FAA) til at forbyde Champix til piloter og trafik-kontrollører.
I følge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) er det meget svært at sige, om selvmordstanker og -forsøg skyldes Champix eller ophør med rygningen, da rygestop kan give depression i sig selv. Men opleves selvmordstanker, i forbindelse med indtagelse af Champix, anbefales det, at stoppe behandlingen med det samme.
Champix indeholder - i modsætning til de gængse rygestopmidler på markedet - ikke nikotin, og er således ikke vanedannende. Men Champix påvirker stadig de samme receptorer i hjernen, som nikotin gør, så rygetrangen og abstinenssymptomer dæmpes uden at give samme nydelse, som rygning gør.
Ifølge Pfizers oplysninger bliver 44% røgfri efter 12 ugers behandling og 23% er stadig røgfri efter 1 år. Ca. 17.000 danskere har prøvet Champix og Lægemiddelstyrelsen vurderer, at de har modtaget 50 til 100 indberetninger om bivirkninger ved brugen af Champix.
I følge Dagens Medicin vil rygestopmidlet være på dagsordenen, når Komitéen for Humanmedicinske Lægemidler holder møde i næste uge.
Log ind
Profilmenu