Træk
Vægtløfteren løfter vægten med bred fatning på stangen og der løftes fra gulv til strakte arme over hovedet i en bevægelse. Vægten modtages normalt i hugsiddende stilling, hvorefter løfteren rejser sig til opretstående stilling. Når vægten er i ro får løfteren et ”ned-signal”. Vægtstangen sænkes via tyngdekraften, men må ikke slippes med hænderne før den er nået til hoftehøjde. Hvis der gives slip før resultere det i diskvalifikation. Herefter bedømmes løftet.
Stød
Vægtløfteren løfter vægten med smal fatning på stangen (ca. skulderbredde) og løftes fra gulv til skuldrene i en bevægelse. Vægten modtages normalt i hugsiddende stilling, hvorefter løfteren rejser sig til opretstående stilling. Herefter stødes vægten til strakte arme i en bevægelse. Når vægten er i ro får løfteren et ”ned-signal”. Vægtstangen sænkes via tyngdekraften, men må ikke slippes med hænderne før den er nået til hoftehøjde. Hvis der gives slip før resultere det i diskvalifikation. Herefter bedømmes løftet.
Korrekte løft
For at et løft kan godkendes skal følgende betingelser opfyldes:
* Træk: Løftet skal påbegyndes inden tiden udløber (1 eller 2 minutter efter løfteren er kaldt ind). Vægten må ikke slås på låret og skal i modtagelsen være på og forblive på strakte arme. Her skal den holdes mens løfteren rejser sig og kommer helt i ro. Fødderne skal være parallelle når man står med vægten på strakte arme. Vægten må ikke tages ned før ”signalet” lyder og må ikke slippes før stangen er i hoftehøjde.
* Stød: Løftet skal påbegyndes inden tiden udløber (1 eller 2 minutter efter løfteren er kaldt ind). Vægten må ikke slås på låret og skal i modtagelsen være helt oppe i skulderhøjde. Efter løfteren har rejst sig med vægten skal stangen være i ro - stangen må ikke sættes i bevægelse - før den må stødes op.. Her skal den modtages og holdes på strakte arme indtil løfteren får sat fødderne i parallel position og kommer helt i ro. Vægten må ikke tages med før ”ned-signalet” lyder og skal holdes indtil stangen er i hoftehøjde.
Bedømmelse
Der er 3 dommere til at bedømme løftet – 1 centerdommer samt 2 sidedommere, der er placeret ca. 6 m fra plateauet. De 2 sidedommere sidder ca.45 grader ud på hver side af centerdommeren, der sidder direkte foran løfteren. Et løft er godkendt hvis mindst 2 af dommerne har godkendt løftet.