Anmelden
Profil-Menü
Det har længe været diskuteret om man kunne blive høj på motion. Flere idrætsudøvere har længe ment,
at tilstrækkelig effektiv motion fører til et mentalt og fysisk kick - man kan sige at man får følelsen af at være høj.
Det bliver beskrevet som en veltilpashed eller en lykke følelse efter endt motion, og at det kan minde om at have taget narkotika der er humørfremmende.
Men hvad der lå bag, og om det virkelig var noget om snakken har ingen vidst med sikkerhed.
Fænommenet kaldes runners high, og beskrives på forskellige måder. Nogle vil mene at man er opstemt, andre vil beskrive det som en afslappethed.
Hvornår det opstår kan også være forskelligt, nogle kan få det efter intensiv træning, som f.eks. hurtigt løb over 5 kilometer, medens andre skal løbe meget langt.
Der er selvfølgelig også dem der føler en trang til at kaste op efter en lang og hård træning.
Årsagen til runner's high skulle i teorien være at træning fremkalder en biokemisk påvirkning af hjernen, fordi der frigives endorfiner - endorfiner er kendt som hjernens egen humørstimulerende medicin.
Andre træningsformer end løb kan fremkalde effekten på samme måde som løb, det er blot populært omtalt som runner's high.
Med ny hjerneforskning og medicinsk teknologi er det lykkedes tyske forskere at klarlægge hvad der sker, når en idrætsudøver oplever runner's high. Træning sender simpelthen en bølge af endorfiner ud i hjernen, og påvirker derved humøret. Jo mere endorfin, jo større effekt.
Mange idrætsudøvere har brugt runner's high som et påskud for at træne, men har ikke hidtil kunnet dokumentere, at de rent faktisk oplevede den lykkefølelse de påstod. Det var Dr. Henning Boecker der testede hypotesen, i forbindelse med en undersøgelse af oplevelsen af smerte.
Det foregik bl.a. ved at bruge PET-scanning og endorfin frigivende medicin. Hvis PET-scanningerne kunne vise at endorfinerne blev produceret og knyttet til de områder i hjernen der påvirker humøret, ville det bevise at runner's high eksisterede.
Der blev samlet 10 langdistance løbere, som fik at vide at forsøget gik ud på at teste receptorer i hjernen - således vidste de ikke at deres humør skulle testes.
Løberne gennemgik en psykologisk test, som skulle afsløre deres humør og eventuelle ændringer i det, før og efter løbeturen.
Under testen blev det vist at hjernen frigav endorfiner, og at de knyttede sig til de områder i hjernen der påvirker humør, følelser og velbefindende - sammenlignet med den psykologiske test kunne man se, at dem der oplevede den største forandring også havde fået frigivet flest endorfiner.
at tilstrækkelig effektiv motion fører til et mentalt og fysisk kick - man kan sige at man får følelsen af at være høj.
Det bliver beskrevet som en veltilpashed eller en lykke følelse efter endt motion, og at det kan minde om at have taget narkotika der er humørfremmende.
Men hvad der lå bag, og om det virkelig var noget om snakken har ingen vidst med sikkerhed.
Fænommenet kaldes runners high, og beskrives på forskellige måder. Nogle vil mene at man er opstemt, andre vil beskrive det som en afslappethed.
Hvornår det opstår kan også være forskelligt, nogle kan få det efter intensiv træning, som f.eks. hurtigt løb over 5 kilometer, medens andre skal løbe meget langt.
Der er selvfølgelig også dem der føler en trang til at kaste op efter en lang og hård træning.
Årsagen til runner's high skulle i teorien være at træning fremkalder en biokemisk påvirkning af hjernen, fordi der frigives endorfiner - endorfiner er kendt som hjernens egen humørstimulerende medicin.
Andre træningsformer end løb kan fremkalde effekten på samme måde som løb, det er blot populært omtalt som runner's high.
Med ny hjerneforskning og medicinsk teknologi er det lykkedes tyske forskere at klarlægge hvad der sker, når en idrætsudøver oplever runner's high. Træning sender simpelthen en bølge af endorfiner ud i hjernen, og påvirker derved humøret. Jo mere endorfin, jo større effekt.
Mange idrætsudøvere har brugt runner's high som et påskud for at træne, men har ikke hidtil kunnet dokumentere, at de rent faktisk oplevede den lykkefølelse de påstod. Det var Dr. Henning Boecker der testede hypotesen, i forbindelse med en undersøgelse af oplevelsen af smerte.
Det foregik bl.a. ved at bruge PET-scanning og endorfin frigivende medicin. Hvis PET-scanningerne kunne vise at endorfinerne blev produceret og knyttet til de områder i hjernen der påvirker humøret, ville det bevise at runner's high eksisterede.
Der blev samlet 10 langdistance løbere, som fik at vide at forsøget gik ud på at teste receptorer i hjernen - således vidste de ikke at deres humør skulle testes.
Løberne gennemgik en psykologisk test, som skulle afsløre deres humør og eventuelle ændringer i det, før og efter løbeturen.
Under testen blev det vist at hjernen frigav endorfiner, og at de knyttede sig til de områder i hjernen der påvirker humør, følelser og velbefindende - sammenlignet med den psykologiske test kunne man se, at dem der oplevede den største forandring også havde fået frigivet flest endorfiner.
